• Kvinde lokket på ferie af falsk kæreste og tvunget til prostitution

    Источник: BDK Borsnyt / 06 дек 2024 09:40:24   America/New_York

    En mand og en kvinde fra Rumænien er fredag dømt for menneskehandel og voldtægt af en rumænsk kvinde, som blev lokket til Danmark og tvunget til at arbejde som prostitueret. Det oplyser specialanklager Martin Stassen fra Københavns Vestegns Politi, som mødte i sagen ved Retten i Glostrup. Her blev begge tiltalte straffet med tre års fængsel og dømt til udvisning med et livslangt indrejseforbud. Det var tilbage i februar, at kvinden blev lokket til Danmark. I anklageskriftet hedder det, at den mandlige gerningsmand, den 45-årige Jan Cercel, var kæreste med kvinden og fortalte hende, at hun skulle på ferie i Danmark. I Danmark opholdt hun sig på Jan Cercels bopæl i en stuelejlighed på Brøndbyvestervej i Brøndby, hvor manden og den tiltalte kvinde, 36-årige Dobre Elena-Lavinia, tvang hende til at arbejde som prostitueret. Tvangen bestod blandt andet i vold og i, at offeret fik taget sine id-papirer fra sig. De to er dømt efter straffelovens menneskehandelsparagraf, som kun sjældent fører til domfældelse. Ofte strander sagerne på, at det ikke kan bevises, at der er det element af tvang og udnyttelse til stede, som er påkrævet for at dømme for menneskehandel. Mange af sagerne, som handler om prostituerede, ender derfor med domme for rufferi - altså for at tjene på andres prostitution. Men sagens offer var ikke alene tvunget til at prostituere sig i lejligheden på Brøndbyvestervej. På samme adresse blev hun nemlig voldtaget af manden og kvinden i forening. De tvang hende til at udføre oralsex på dem begge, og Jan Cercel tiltvang sig derudover vaginalt samleje. De dømte har nu to uger til at afgøre, om de vil anke sagen til Østre Landsret. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/kvinde-lokket-paa-ferie-af-falsk-kaereste-og-tvunget-til-prostitution
Опубликовать